Se vores 5 råd til hvordan du undgår at tabe en diamant i din ring

Indsendt af Thomas Nielsen
Se vores 5 råd til hvordan du undgår at tabe en diamant i din ring

Sådan undgår du at tabe en diamant i din ring.

Går du også rundt med dine diamantringe uden at vide om en eller flere af diamanterne rent faktisk er ved at falde ud? Måske er det også meget lang tid siden at du sidst enten selv har efterset diamanterne eller har fået det gjort hos vores guldsmedeværksted. At tabe en diamant er både virkelig ærgerligt og samtidig kan det også være rigtig dyrt. Derfor kan det godt betale sig at bruge lidt tid på regelmæssigt at efterse sine smykker.

Her får du en guide til hvad du bør være opmærksom på, når du selv efterser om dine diamanter er ved at falde ud af din ring.

Først og fremmest er det dog væsentligt at vide hvad du skal kigge efter ved dine diamantringe og hvordan du kan gøre.

Når en diamant mistes, er det oftest fordi at der er sket en beskadigelse af et eller flere greb på ringen.

Et greb er det lille stykke metaltråd, der er med til at holde en diamant på plads i ringen. Antallet af greb kan variere - oftest er der 4 eller 6 greb til at holde en diamant på plads i en ring. Grebene omkranser diamanten og sørger for med deres klo-formede udformning at diamanten holdes sikkert på plads. Samtidig må grebene heller ikke fylde så meget at de dækker for diamanten og dermed dens glans – kaldet brillansen.

Er du med så langt?

Super, så lad os se på 5 simple måder hvorpå du selv kan undersøge dine ringe, uden at det behøver at koste dig en krone.

1. Undersøg ringen med din finger

Hold ringen, mens du med din anden hånds pegefingerspids kører hen over grebene på ringen. Grebene skal helst føles som små (runde) kugler. Det er et tegn på at der er tilstrækkelig med metal (guld, sølv eller platin) til at holde diamanten på plads. Hvis grebene derimod næsten ikke kan mærkes eller føles flade og glatte, så er det tegn på at de kan være slidte. Hvis de føles skarpe eller måske endda river lidt, så er der med sikkerhed noget galt med grebene og du bør få vores guldsmedeværksted til at kontrollere smykket for dig. På vores guldsmedeværksted kan vi genopbygge eller helt udskifte slidte greb, så du igen sikkert kan gå med din ring.

Nogle ringes greb slides hurtigere end andre. Det kan skyldes mange forskellige årsager f.eks. at grebene fra ikke er så kraftige, at de er lavet i for blødt metal, at de sidder yderligt eller måske sidder op af andre ringe og på den måde slides. Endelig afhænger grebenes slid også af, hvor ofte du bruger din ring, og hvad du fortager dig med den på.

2. Undersøg om ringen hænger fast i dit tøj 

Har du bemærket at din ring fra tid til anden kan finde på at hive en tråd ud af noget af dit tøj? – f.eks. fra en sweater eller et par strømpebukser? Måske sidder der oven i købet en lille tråd fast i et af grebene? Når greb bliver slidte, bliver de ofte ru og takkede fordi guldet bliver tyndt og derved flækker ganske lidt. Derved kan greb løfte sig et lille bitte stykke over diamanten – lige nok til at kunne fange en tråd eller et hår under grebet. Ikke nok med at det er irriterende at noget at dit tøj kan blive ødelagt, så kan du faktisk også være uheldig at dit tøj bøjer eller knækker et slidt greb, således at diamanten kan falde ud. Derfor anbefaler vi at du med det samme får undersøgt hvad vores guldsmedeværksted kan gøre for at rette dette. 

3. Undersøg afstanden mellem grebene 

Grebene på din ring bør være jævnt fordelt rundt om din diamant. Kontrollér derfor om du kan se om mellemrummene mellem grebene har samme afstand til hinanden hele vejen rundt.  Er der f.eks. et af grebene, der hælder hen imod et af det andre greb, så disse to greb er tættere på hinanden end resten, så kan der være tale om et bøjet greb. Bøjede greb sidder ikke optimalt og gør dermed ikke at diamanten holdes ordentligt på plads.  Hvordan kan greb pludselig blive bøjede? Greb på et diamantring kan blive bøjet, hvis de får et slag eller stød. De fleste bemærker sjældent at deres ring har fået et slag eller stød. Slidte greb har naturligvis højere risiko for at blive bøjede.  Opdager du bøjede greb på din ring er der ingen anden udvej end at få vores guldsmedeværksted til at få grebet rettet eller repareret, da du risikere både at miste din diamant eller få slået en lille flig (afstødninger) af den.   

4. Undersøg om diamanten sidder løs 

Du kan undersøge om en diamant sidder løst på flere forskellige måder. Den letteste af dem er nok at holde ringen op til dit øre og ryste den forsigtigt. Det er en god ide at tage andre ringe, armbånd og armbåndsure af på den hånd man ryster smykket med, inden man går i gang. Ligesom det er bedst at omgivelserne er stille. Hvis diamanten er løs vil du, når ringen rystes, formentlig kunne høre små klik eller raslende lyde.  Du kan også undersøge om en diamant sidder løst, hvis du sætte en negl mod kanten af diamanten og forsøger stille og roligt at prikke/skubbe til den med neglen. Læg mærke til om diamanten vipper eller du kan få diamanten til at rotere og dreje sig.  Typisk vil man også kunne se det ved at lyset i diamanten ændre sig og skifter i takt med de små skub.  

5. Undersøg smykket med din mobiltelefon  

På mobiltelefoner kan de indbyggede kameraer forstørre billedet. Kameraet kan på den måde fungere som et forstørrelsesglas, som du kan bruge når du skal undersøge dine ringe. Fordelen ved dette er at du samtidig kan tage et foto, hvis du opdager noget mistænksomt. Vend og drej ringen foran mobiltelefonen og kig alle grebene efter – se f.eks. efter grebene har løftet sig eller der er nogen flade og slidte greb, hvor der nærmest ikke er mere metal(guld) hen over kanten af diamanten. Det kan også være at du kan se bøjede greb eller greb med revner eller huller.  Kan du ikke anvende din mobiltelefon til alt dette, så prøv eventuelt med et almindeligt forstørrelsesglas. Hos Guldsmed Barbara Maria i Dragør kan du låne eller købe en guldsmedelup, der forstørrer 10 gange.


Undersøg af dit smykke regelmæssigt. 

Det er gratis og nemt at undersøge sine diamantringe. Du vil kunne spare dig selv for mange ærgrelser og penge, hvis du jævnligt undersøger om dine ringe f.eks. er ved at tabe en diamant. Husk også altid at undersøg dine ringe med det samme, hvis de tilfældigvis rammer hårdt ind i noget. Hvis du på nogen måder er i tvivl om dine ringe har brug for at blive efterset eller repareret, så er du altid velkommen til at kontakte os eller besøge vores guldsmedeforretning i Dragør for et uforpligtende tilbud.

Tilbage til bloggen